Hvis der ikke er andet problem end man lige skal vænne sig til det, så er der da selvfølgelig bare at komme i gang.

Men nu er vi jo tilbage til eksponeringsterapi. Hvad er eksponeringsterapi udover at vænne sig til det? Og det virker. Det viser sig at det meste angst faktisk bare er et spørgsmål om at vænne sig til det. Når man har prøvet det og hjernen lærer at den ikke dør af det, så lærer den også at angsten ikke er nødvendig. Du er nødt til at få børn til at vænne sig til det, og de skal nok vænne sig til det hvis de bliver tvunget til det nok.

Når du går med til at lade dem lade vær med at fremlægge, så forstærker du i stedet angsten. Dine forældre og læreren, i og med at de går med til forbuddet, bekræfter jo at din angst er legitim. "Hvis mine forældre og læreren også synes at jeg ikke skal fremlægge, så må der faktisk være noget skidt ved at fremlægge". Du får din angst bekræftet og du får aldrig din angst udfordret. Når du så er ældre og angsten ikke kan formes væk som modellervoks fordi din hjerne ikke længere er som et barns hjerne, ja så har du nu fået kronisk angst. Det skal helst tages mens man er barn.

Kilde: Jeg har snakket med en psykolog om det her.